Et dejligt gensyn

For ni år siden var jeg lige kommet hjem fra et lilla halvt års eventyr i Israel. Det var dengang det var populært at rejse til en kibbutz og arbejde røven ud af bukserne for næsten ingenting.
For mig handlede det bare om at komme væk, ud og opleve noget uden en masse penge på lommen.
Og sikke en oplevelse!
Aldrig har venskaber udviklet sig så meget så hurtigt og så intenst.
Aldrig har leveren og lungerne været i så skarp træning når det gælder indtagelse af stimulanser.
Aldrig er der blevet grinet og festet så meget og sovet så lidt.
I hvert fald ikke i MIT ungdomsliv.

I dag er jeg ked af at jeg ikke fik holdt kontakten med alle de fantastiske mennesker fra Colombia, Holland, USA, England, Sydafrika, Sverige, Japan, ja hele verden faktisk.
Har siden fundet enkelte af dem på nettet, men det er svært at genskabe den helt særlige atmosfære fra den næsten uvirkelige verden i oasen ved Det døde Hav hjemme ved tastaturet i de nu så forskellige tilværelser.
I dag bød dog på et særligt kærkomment gensyn. Og det med et menneske, jeg egentlig havde glemt.
Eli hedder han, er fra Australien og var kibbutzens kunstneriske islæt, altid igang med en tegning eller skriblerierne i dagbogen.
Sådan en rigtig sød fyr, som egentlig virkede lidt for fantastisk til at hænge ud med en blegfed og rådvild dansker som mig. Syntes jeg selv i hvert fald selv.
På en mere eller mindre tilfældig tur i cyberspace stødte jeg på hans hjemmeside.
Blev så glad for at se, at han er blevet noget ved kunsten.
Og at jeg dengang for ni år siden alligevel må have gjort et lille indtryk.
Se bare dagbogssiden ovenfor. Det er mig nederst til højre.
(Ved så ikke lige, hvorfor han har set så skævt til mine yppige fortrin. De ER altså lige store IRL!)

Se mere af Eli Faens fantastiske kunst på www.elifaen.com.

Sammen og/eller hver for sig

Har i dag støttet op om min mands fritidsinteresse.
Drifting hedder det, og det er noget med at køre sidelæns, brænde dæk af og være så meget drengerøv som overhovedet muligt.
Med andre ord ikke lige mig!
Men manden elsker det, er god til det, og går op i det med liv og sjæl, de få gange om året (måske forståeligt nok) han og de andre gutter trods støjen får lov at fyre den af på en bane.

I dag var jeg og drengene så med, godt støttet op af svigerforældrene.
Drengene med høreværn (øre-Verner blev de hurtigt døbt), jeg med tilstræbt objektivitet og interesse.
Og nervepirrende var det! Havde hjertet oppe i halsen hver gang MIN mand var SÅ tæt på betonklodserne i svingene...
Men var da også lidt stolt over at han kan. Det ser ret svært ud.

Lidenskaben for biler får han nu nok også fremover lov til at have for sig selv. Og det har jeg det mere end fint med.
Jeg tager jo heller ikke ham med på shopping, i biffen til tøsefilm eller på timelange biblioteksbesøg, ligesom jeg heller ikke diskuterer med ham, hvilken farve juniors vinterjakke skal have eller hvor mange sko det er nødvendigt at eje.
Jeg tager ham heller ikke med til Australien i næste måned, for det er MIN tur.

Jeg ved at mange par gør alting sammen. Og det forstår jeg ikke helt.
Er de så heldige at have fundet en soulmate med præcis de samme interesser?
Eller indretter de sig efter hinanden og lader sig smitte med til folkedans eller pileflet?
Hjemme hos os fungerer vi bedst med en god blanding af dit, mit og vores.
Det er skønt at se manden komme afslappet (og meget træt) hjem fra et løb, for det gør ham glad. Og den glæde må han gerne komme hjem og smitte med.

Bare jeg slipper for at tilbringe resten af vores weekender sammen i øredøvende støj og bilos...

Så hænger man der og dingler

Helt plukkemoden.
Med saft, kraft og masser af bid.
Har gennemført en uddannelse og har mere end noget andet lyst til at vise, hvad jeg kan.
Men min slags hænger på træerne for tiden.
Jobtitlerne journalist og kommunikationsmedarbejder får rød smiley for beskæftigelsesmuligheder på Jobnet. De bliver skåret ned og fyret allevegne.

Så man netværker, krydslinker, forsøger at pode sig på andre frugter af en anden sort.

Søger selvfølgelig de få opslåede stillinger, som efterspørger de gode gamle kendinge i frugthaven, dem som har været igennem juicepresseren før.

Og man håber, skriger i det stille "mig, mig, mig, det er mig der smager allerbedst, selvom jeg måske ser lidt sur ud på skrællen".
Mens man hænger der på træet og dingler...
Og bare håber på at blive plukket, før man ender som nedfaldsfrugt.

10 år ældre på et øjeblik

Ældste søn fylder år i morgen. Fem år.
Han er stadig en rigtig mors dreng, der elsker at kramme, putte og holde i hånd.
Men jeg begynder at mærke, hvad vej vinden blæser...
Her efter sommerferien er han pludselig en af de store i børnehaven, og det betyder åbenbart, at man er for stor til at kysse din mor farvel.
Jeg havde ellers regnet med at få farvel-mys indtil konfirmationsalderen eller noget.
Får dog heldigvis stadig godnat og indimellem "du er sød mor-kys", men de er jo også knap så offentlige.
I går på børneværelset skete der to ting, som bekræftede at min lille dreng snart er stor, voksen og fløjet fra reden.
Han har (endelig!!!) lært at rydde op. Tingene fandt på magisk vis i rette kasser uden det var nødvendigt at sige to gange.
Og så kiggede han på mig med et blik som en 15-årig. I et spiltsekund kunne jeg se ham for mig, som han ser ud om 10 år, måske på samme værelse med samme overbærende irritable mine over at skulle nedværdige sig til at rydde op.
Pyha!
Han ligner sin far, som i den alder (15 altså) gik med frynset lædervest og med en lidt lang grydefrits. Jeg kendte ham heldigvis ikke dengang.
Og håber ikke at sønnike vælger samme stil.
På den anden side var min stil vist ikke meget bedre. Først lidt flippet med herreveste og store tørklæder, dernæst SORT fra top til tå, selv på læberne.

Er nu ikke kun bange for at mine børn ikke vil kendes ved mig, når de bliver teenagere, men også lidt for, at jeg vil synes at de er for grimme at følges med...

Der er gudskelov stadig tid til at præge i retning af god eller bare bedre smag.

Lykkelig eller bare ikke ulykkelig

Læste forleden forordet til bogen "Lev dig lykkelig" af Sarah Kølpin Zobel. Nåede så ikke længere, fordi jeg bare ikke er god til at læse teori om følelser. Det fænger bare ikke rigtigt, for jeg synes jo egentlig at jeg ved bedst selv...
Noget af det, jeg dog fangede var, at der er stor forskel på at være lykkelig og ikke ulykkelig.
Men hvornår er man egentlig lykkelig?
Udover de små glimt, når man ser sine børn lege, tæller skyer i en grøftekant,kysser dybt med sin elskede, eller bare finder gode minder frem midt i vasketøjsbunkerne, har jeg svært ved at sætte fingeren på, hvordan den der lykke føles i maven.
Det er måske med den som så meget andet, at man vænner sig til den og lægger mindre og minder mærke til den med tiden.
Tilfreds, ja. Men lykkelig?
Sarah Zobel Kølpin skriver også noget med, at de dramaer og kærlighedshistorier vi svælger os i på film og i bøger, altid slutter på toppen, lige der, hvor lykken er fuldendt og forelskelsen på sit højeste.
Bliver det ved sådan?
Er filmheltenes liv bare så anderledes end vi andre dødeliges, at de svæver på den lyserøde sky hele tiden?
Jeg håber det næsten.
For hvad var livet ved, hvis vi ikke havde noget bedre, større eller mere spændende at drømme om? Hvis vi ikke kunne fantasere os væk fra opvasken og madpakkerne til det der øjeblik hvor de får hinanden og lever lykkeligt til deres dages ende.
Ikke fordi vi nødvendigvis vil bytte det vi har, men fordi vi er romantiske sjæle, der elsker højdepunkterne.
På den anden side under jeg også gerne Nicole Kidman, Meg Ryan og hvad de ellers hedder, at kæmpe med dagligdagens trivialiteter indimellem. For så tror jeg at lykkefølelsen er så meget stærkere, når den er der.
Og så længe man så resten af tiden er ikke ulykkelig, er det vel heller ikke helt skidt.

Langt pandehår ønskes

Status efter tre dages cykeltur:

Kunne godt have brugt:
Det famøse regntøj, som jeg ikke ejer.
Det praktiske fodtøj, som jeg heller ikke har.
Lidt mere tålmodighed under de utallige pauser og skift fra egen cykel til cykelstol til anhænger og tilbage igen.

Er glad for:
At have en dejlig mor, der kan se det store i det små.
At jeg på grund af ovennævnte flere gange svimlede af lykke ved bare at ligge i en vejkant og se på skyer.
Mine opmærksomme og nysgerrige børn, som fik en kæmpe oplevelse ud af besøget i en jernalderlandsby (gaab).

Vil næste gang:
Lade være med at tro at jeg får læst mere end én bog, de vejer.
Medbringe shorts i stedet for korte nederdele.
Være lidt mere eventyrlysten og overnatte i shelters i stedet for B&B.
Lade være med at udnytte kort ophold i civilisationen til gå ind i legetøjsbutik med meget trætte børn, der bagefter lægger sig til at dø på gaden, fordi de ikke må få et løbehjul NU.
Have så langt pandehår, at det kan sættes op. Det ser for fjollet ud med krøller i fronten, når glattejernet ligger hjemme.

Cykel-chik?

Kan man være det?
I morgen går starten til tre dages cykelferie med drengene, mormor og mig.
Lige nu er jeg i pakke-helvede, som jeg er hver gang, jeg skal afsted.
Jeg ender altid med at have for meget med, og aldrig det, jeg har brug for.

Når det gælder cykelferie eller andre naturoplevelse, som kræver praktisk påklædning, er jeg virkelig på den.
Jeg ejer ikke:
-Regntøj
- Fleecejakke
-Windbreaker/softshell
-Gode, solide sko
Og jeg kunne blive ved...

Har engang haft et sæt regntøj, men har ikke set det de sidste par år og har heller ikke savnet det. De andre ting har jeg aldrig haft og sjældent savnet.

Hvordan kan man undvære ovennnævnte uundværlige beklædningsdele?
Ja, det ved jeg heller ikke.
Det er ikke fordi jeg aldrig er udenfor, elsker at gå lange ture, cykle, løbe og bare være ude.

Men jeg bliver altså ikke mindre forfængelig, bare fordi der står vandretur på menuen.

I støvle- og sandalsæsonerne klarer jeg den fint, for klipklappere og flade støvler er ganske terrængående. Men sko?
Det er ikke lykken med mudder i ballarinaerne eller stiletterne.
Og hver gang jeg ser på praktisk fodtøj, ender jeg med noget meget smukkere (og knap så velegnet til naturoplevelser) i indkøbsposen.
Det samme gælder overtøjet.
Har en regnfrakke i samme moderne model som de fleste andre småsmarte småbørnsmødre.
Den bruger jeg når det regner og jeg lever så fint med våde ben, for man må jo lide for skønheden, selvom ingen ser andre steder end nedad i en ordentlig byge.

Men hvornår har man fleece eller softshell og den slags på, for ikke at nævne vindjakker?
De næste tre dage, for eksempel, kan jeg svare mig selv, efter et lille kig på DMI.

Men tre ud af 365 dage er ikke mange.
Og jeg vil altså meget hellere have en paillet-vest eller en halvlang blazer.
Så må jeg jo blive våd og kold på cykelturen...